Informeret eller formodet samtykke? Tilhører vi staten, os selv eller fællesskabet?
Organdonation rejser nogle af de mest grundlæggende etiske spørgsmål i vores tid. For mens teknologien kan tage håbet fra de pårørende, der sidder ved en døende elskets side, giver den samtidig nyt håb til de alvorligt syge, som venter på et organ for at kunne leve videre. Hvordan vægter vi bedst hensynet til de syge og deres pårørende i forhold til de døende og deres? Hvordan sikrer vi, at næstekærlighedens gave ikke bliver en pligt, der fører til mere skade end gavn?
Mickey Gjerris gør selv de sværeste spørgsmål vedkommende. Med humor og indlevelse tager han publikum med ind i et rum, hvor der er plads til både tvivl, tro og eftertanke. For ham handler etik ikke om at finde de rigtige svar, men om at stille de spørgsmål, der kan bringe os tættere på, hvem vi er.
Gjerris er teolog og lektor i bioetik ved Københavns Universitet. I dette foredrag om organdonationens dilemmaer inviterer han til refleksion over liv, død og ansvar – og til en åben samtale om, hvordan vi kan forene næstekærlighed med respekt for menneskets individuelle grænser.
Debatfestival Sønderborg Oplysningsforbundene FOF, GOK, LOF, Sønderjyllands Kunstskole og Biblioteket Sønderborg har i samarbejde etableret denne fælles debatfestival. Det er tredje gang festivalen afholdes, og dette års tema er "Etiske dilemmaer".